Trikotillomani og skin-picking

Trikotillomani er en uimodståelig trang til at plukke hår ud. Udtrækning af hår kan ske fra alle steder på kroppen og er ofte så hyppig og omfattende, at det efterlader synlige pletter med hårtab.

Hårudtrækningen kan være knyttet op på særlige aktiviteter eller blusse op i særligt stressede perioder. Trangen kan også blive trigget af følelser som rastløshed og kedsomhed. Nogle planlægger aktiviteten og er fuldt bevidste om den, mens andre piller og plukker mere ubevidst fx foran fjernsynet, eller mens de læser en bog. For nogle er hårene, der udvælges tilfældige, mens andre nævner, at nogle særlige hår udvælges pga. udseende, måden det mærkes på eller lignende.

Lettelsen, der kommer efter et hår er trukket ud, er dog ofte meget kortvarig, og afløses af mange af skam over adfærden eller en følelse af manglende selvkontrol og irritation over ikke at kunne modstå impulsen.

Ofte ses lidelsen sammen med angst, OCD og depression.

En hudlæge skal vurdere områderne og sikre sig, at hårtabet ikke skyldes en anden sygdom. Andre sygdomme skal udelukkes, før diagnosen trikotillomani kan stilles.

Skin-picking refererer til en massiv trang til at kradse elle pille i huden. Det vil ofte være knopper, bumser eller sår, der kradses i, og det kan resultere i infektioner, ar, osv.

Igen kan aktiviteten ske mere eller mindre ubevidst.

Ofte vil trangen og aktiviteten være linket til følelser af tristhed, stress, anspændthed eller rastløshed. Ud over de fysiske konsekvenser ved skin-picking vil tilstanden ofte også medføre skam og tristhed og slide på selvværdet og give en følelse af manglende selvkontrol.

Både ved trikotillomani og skin-picking er der tale om tvangspræget adfærd, hvor trangen bliver så stor, at handlingen er svær at kontrollere.

I terapien vil vi have fokus på at kortlægge omstændighederne omkring din hårudtrækning eller skin-picking. Det vil være en registrering af trigger-situationer/aktiviteter, hyppighed, varighed osv.

Vi har fokus på både den automatiske, mere ubevidste adfærd, samt den fuldt bevidste og planlagte handling, hvor aktiviteten ofte kommer som et forsøg på at imødekomme trangen. Efter at have kortlagt hvordan omstændighederne ser ud for dig, lægger vi en nøje og detaljeret plan for at bryde adfærden. Du vil få hjælp til at aflede din opmærksomhed fra trangen, så den ikke fører til de uønskede handlinger. Vi vil også kigge på den tankemæssige del, hvor vi skal finde ud af, hvilke eventuelle “tilladelses-antagelser” som kan være med til at gøre adfærden legitim. Vi vil undersøge, hvilke fordele og ulemper der er ved det nuværende handlemønster, og om nogle af fordelene kan opnås på anden vis. Ved at tydeliggøre de negative konsekvenser ved adfærden kan vi samle motivation for ikke at gå med trangen, når den melder sig.

Derudover vil en del af arbejdet bestå i at lære at rumme og acceptere svære situationer og følelser, som kan trigge trangen, men nu med et nyt handlealternativ til skin-picking og hårudtrækning.