Stress
Kortvarig stress er en tilstand, der gør det muligt at reagere hensigtsmæssigt i særligt krævende og tilspidsede situationer. Længerevarende stress derimod kan føre til en række psykiske lidelser som angst og depression og kan have konsekevenser for dit fysiske helbred.
Stress er ikke en psykisk lidelse, men en belastningstilstand. Det er et udtryk for, at der skal ændres på noget i din dagligdag. Belastningstilstanden opstår typisk, når ydre krav eller indre krav overstiger de ressourcer, du har til rådighed. Et eksempel på ydre krav kan være ekstraordinær travlhed på jobbet, meningsløse arbejdsopgaver, sygdom, en flytning, økonomiske udfordringer, omvæltninger eller aktuelle konflikter i parforholdet, udfordringer med dit barns trivsel eller helbred osv.
Når det kommer til de “indre krav”, taler vi ofte om værdier og leveregler. Krav den enkelte sætter op for sig selv, men som kan være svære eller umulige at leve op til. Der skabes en konflikt mellem, hvad du egentlig ønsker at kunne præstere, og hvad der reelt er muligt. Der opstår en ubalance, som er utilfredsstillende og som over tid kan blive ødelæggende for livsglæden og selvværdet. De indre krav refererer ofte til temaer som perfektionisme, kontrol og behovet for andres accept.
Hvis årsagen til stress er klar og begrænser sig til en kort periode, er det mindre sandsynligt, at den vil blive en belastningstilstand. Det tidsrum, du befinder dig i en stressende situation, er altså afgørende for, om stress har en skærpende funktion, hvor den gør dig skarpere og mere handlingsparat, eller om den vil udvikle sig til at blive en belastning for dig, fysisk som psykisk.
Vores fortolkning af de stressende omstændigheder og håndteringen af tanker er også afgørende for, hvordan din tilstand udvikler sig. Vi vil derfor både kigge på din konkrete håndtering af situationen på handleplan og på tankeplan.
De fysiske tegn på stress er typisk:
Hovedpine, hjertebanken, svedeture, ændret appetit, svimmelhed, problemer med maven, rysten, nedsat immunforsvar og sexlyst.
De psykiske tegn på stress er træthed, søvnproblemer, uro og anspændthed, hukommelses- og koncentrationsbesvær, ulyst, irritation/kort lunte, angst og øget tristhed.
Vi misbruger ofte ordet stress, når vi refererer til en særlig travl eller krævende periode fx på arbejdet eller hjemmefronten. Det er dog vigtigt at understrege, at travlhed og stress er to vidt forskellige ting. Travlhed er ofte forbundet med lyst, gåpåmod og en tiltro til egne evner, mens disse ofte vil være væsentligt reduceret eller ikke-eksisterende hos en person med stress.
I terapien skræddersyr vi forløbet, så det passer præcist til dig. Vi kigger de stressudløsende faktorer og kilden til stress, da disse hurtigst muligt skal forsøges reduceret. Derudover vil vi have fokus på at “økonomisere” med de ressourcer, du har til rådighed. Hvor bruger du din energi bedst og mest meningsfuldt? Vi arbejder med at tydeliggøre dine værdier, så du bliver mere bevidst omkring, hvad du skal fortsætte med at fokusere på, og hvor der evt. skal justeres lidt på de krav, du stiller til dig selv. Måske er der også ting, der skal udfases helt for at genskabe balance og glæde i din hverdag.
Det vil jeg meget gerne hjælpe dig med.